Sådan skriver du en god tekst

Du får aldrig fingrene i opskriften på Coca Cola. Du kan prøve dig frem, men du rammer ikke smagen 100 procent.

Jeg er knap så tilknappet. Du må godt få nogle af mine fortællemæssige greb, men det er dog ingen garanti for, at du kan kopiere dét, jeg kan og gør. For tekstforfatteri er en kunstart. Det er et lag tryllestøv ovenpå almindelig formidling.

For at kunne skrive gode tekster, skal hjernen turde eksplodere i brainstorm. Man skal kaste med sproget. Bakse, lege og vrøvle sig frem. Tekster skal meget igennem, inden de når deres endelige form, og delete-knappen er et vigtigt værktøj.

Jeg havde engang en kammerat, som havde gjort det til sin signatur at tilføje en særlig sætning midtvejs i sine universitetsopgaver: ”Hvis du læser denne sætning, giver jeg to flasker rødvin.” Der blev aldrig gjort krav på flaskerne. Det burde han ikke være stolt af. For gode tekster bliver læst. De er skruet sammen på en måde, så det ene ord tager det andet.

Hey You See So

Man bygger ikke bare en bil. Det handler om meget mere end rat og fire hjul. På samme måde er det med tekster. Inden man overhovedet kan tale om byggeklodser, bør man forholde sig til den stemning, teksten skal skrives i. Hvad er det for et brand og en tone? Hvad er grundfortællingen? Hvem er det, der taler inde bag ordene? Hvilket hjerte banker bag de enkelte stavelser?

Stemning kan ikke sættes på formel, og intuition er det nærmeste, vi kommer her. Selvfølgelig findes der tidligere tekster, brandidentitetsmateriale og så videre. Men det skal fortolkes og formuleres på ny. Rytme virker for mig. Jeg tramper rundt, mens jeg læser højt. Jeg tager lyden på mig, så den kommer fra brystet. Derfra kan jeg skrive frit.

Der findes en model, som jeg ikke altid er bevidst om, men den ligger som et grundlæggende skelet. Den hedder Hey You See So og går i al sin enkelthed ud på at sikre sig opmærksomhed, taletid og instruktion. Opmærksomhed får man med gode overskrifter. De skaber stopeffekt og nysgerrighed. De kan fx være sjove, spørgende, postulerende eller anvisende. Derefter skitserer man en scene, som læseren kan se sig selv i. Man beskriver fx en problematik eller en drøm. Så gennemgår man dét, der vil opløse problemet eller forløse drømmen – altså det produkt eller den ydelse, man tilbyder. Og så slutter man endelig af med en call-to-action, så læseren hjælpes til at handle nu og her.

Men hey, lad nu være med at kokse rundt i det. Lad mig hjælpe dig.

Der er narrativ fortælleteknik, benhård grammtisk excellence og massevis af erfaring i mine fingerspidser. Jeg er vant til at sætte mig ind i vidt forskellige brancher og lynhurtigt fange den tone, der skal være din. Så lad mig klare ærterne, det sparer dig for en masse slid og forgæves slæb.

Se mine referencer