Smagfulde fødevarekoncepter

Jeg har hjulpet mange fødevareproducenter med tekstforfatning. Nogle gange har det været helt fra scratch, hvor jeg har været med til at definere brandværdierne og den sproglige tone. Andre gange er jeg blevet kontaktet i forbindelse med produktlanceringer inden for et allerede etableret brand.

Jeg elsker at skrive om fødevarer, og jeg elsker især at skrive om små og mindre producenter, som i sagens natur altid er en god fortælling. Jeg er selv et eksperimenterende madører, og jeg er oprigtigt fascineret af folk, der kaster sig ud i førevareeventyret, fordi de ikke kan lade være. De har en kærlighed og et drive i sig. Og det er dét, mine tekster skal dele. For fødevarer er følelser, og derfor har forbrugere let ved at knytte bånd til fødevareproducenter. Det handler bare om gode tekster.

Hvem er målgruppen?

Når jeg skriver tekster om fødevarer, så vil jeg altid starte med at lære målgruppen at kende. Hvem er det, der køber produkterne – hvad er kendetegnende for deres værdier og prioriteringer? Når jeg har ansigtet på plads, kan jeg skrive tekster, der vinder genklang.

Hvad kendetegner relationen?

Det er afgørende at beslutte sig for, hvordan målgruppen skal opfatte brandet. Hvilke følelser skal i spil – hvad forventer målgruppen af relationen og af information i det hele taget? Seriøst, sjovt, skævt? Det har betydning for både tone, indhold og vinkler.

Hvad er den røde tråd?

Jeg skal have kernefortællingen på plads. Den historie, som alting peger tilbage på. Hvad er fødevareproducentens eksistensberettigelse? Hvad er den sat til i verden for? Hvordan påvirker produkterne målgruppens liv og selvforståelse?  Hvad er den grundlæggende filosofi, og hvordan levendegøres den over for målgruppen?

Et inspirerende produktunivers

Jeg kan godt li’, når fødevarer har deres egen stemme. Det signalerer overskud og giver følelsen af, at produkterne vil mig noget – uanset om jeg møder dem på hjemmesiden, i brochuren eller på fødevareemballagen. Derfor går jeg til makronerne uden skåneærmer. Så bliver teksterne nemlig tygget igennem. Måske bliver mundvigen trukket så tilpas meget opad, at produktet ender med at blive det foretrukne. Måske rammer teksten en holdning hos forbrugeren, og så er der ikke langt til genklang, identifikation, kærlighed og loyalitet.

Se mine referencer