Hvad kom først – ægget eller stolen?
“Jeg har brug for din geniale leg med ord.” Ordene kom fra Brainchilds stifter, Martin Brix Midtgaard. Han har fortolket danske møbelklassikere helt bogstaveligt og sælger sine fine plakater og figurer i egen webshop og gennem diverse interiørbutikker.
Ægget, Svanen, Koglen, Myren og mange flere. Brainchild har dem alle, men i en nyfortolkning. Eller i deres oprindelige form, faktisk. Martin Brix Midtgaard har nemlig taget fat i den inspiration, der ligger bag de danske møbelklassikere.
Klassikerne er blevet så selvfølgelige, at vi tænker ‘lænestol’, når vi hører ordet ”Ægget’. Med plakaterne fra Brainchild bliver der leget med de forbindelserne. Med vores konnotationer, for nu at bruge et fint ord. Det er sjovt, og derfor skulle jeg finde på nogle tekster, der var tilsvarende morsomme.
Og SÅ bliver jeg en fisk i vandet. Se bare nogle af dem her:
KOGLEN
Et lysende eksempel på godt design
Til at komme til for knaster
SVANEN
Danmarks nationale skønhed
Har du den fjer’neste idé om, hvad dette går ud på?
ÆGGET
Fås i hvide (og blomme)
Hvad kom først – ægget eller stolen?
MYREN
En velfortjent pause til de flittige
Stabler du denne slags, får du en tue