“Gode tekstforfattere hænger ikke på træerne. En god tekstforfatter har begge ben plantet på jorden – og fingeren på pulsen. En god tekstforfatter skal kunne stille de rigtige spørgsmål, være nysgerrig, turde udfordre, være kritisk, kontant, hurtig og omgængelig. En god tekstforfatter skal kunne lytte af interesse, ikke af pligt, forholde sig til konditionerne i en opgave og være givende i processen – og selvfølgelig være knalddygtig til sit håndværk. Sådan én er Kristina Højholt”
Om 30 år vil du stadig synes, at det var prisen værd.
Alle drømmer om et fedt køkken. Kun de færreste tør drømme om prisen. Men pris skal jo ses i relation til kvalitet og holdbarhed. Jeg hjalp Multiform med at kommunikere det bæredygtige sigte.
”Mange drømmer om et håndlavet køkken, men tror ikke, at de har råd. Vi er nødt til helt konkret at vise dem, at det er muligt at få det til en overkommelig pris.”
Sådan lød det fra Multiform, som havde et ønske om at fokusere på pris – uden at gå på kompromis med hverken design eller håndværk. På multiform.dk ville man vise fem komplette priseksempler på håndlavede snedkerkøkkener i forskellige materialer og med forskellige bordplader, hvidevarer og armaturer.
Så hvordan italesætter man pris, uden at lyde hverken dyr eller billig? Kvalitet er holdbarhed – og holdbarhed er bæredygtighed. Når man investerer i et klassisk snedkerkøkken, så får man en løsning, der kan holde til at blive brugt i generationer. Klassiske køkkener går ikke af mode. Derfor: Om 30 år vil du stadig synes, at det var prisen værd. Det er snusfornuftig bæredygtighed på den indforståede måde.
Kampagneoverskrift
I samarbejde med Blikfang